klik for at melde dig ind i lpsf

Love for Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund (LPSF)

§ 1 Navn
Afdelingens navn er Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund (LPSF)

§ 2 Hjemsted
Afdelingens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 3 Formål
LPSFs formål er at samle og organisere alle lager, post og servicearbejdere i København og omegn, som er beskæftiget ved distribution og servicearbejde inden for handel, håndværk, industri og det offentlige område og i fællesskab arbejde for:

  1. At fremme mulighederne for højere løn og bedre arbejdsforhold - herunder søge at oprette overenskomster med alle arbejdsgivere, der ikke er omfattet af kollektive overenskomster.
  2. At fremme medlemmernes udviklingsmuligheder ved et varieret arbejde med kvalificeret arbejdsindhold samt virke for, at nødvendigt arbejde på ubekvemme tidspunkter - herunder lørdags-, søndags- og overarbejde - godtgøres med rimelig kompensation.
  3. At virke for en forbedring af kollektive syge-, ulykkes- og arbejdsløshedsforsikringer, gøre arbejdspladserne sundere og mere sikre gennem et stadig forbedret arbejdsmiljø samt arbejde for at forbedre det ydre miljø, forbedre andre sociale love og fremme udviklingen for et forbedret uddannelsesmønster for ikke-faglærte.
  4. At anvise arbejde og udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse.
  5. At kunne dække udlæg for medlemmer i kortvarige perioder i helt særlige tilfælde i forbindelse med fastholdelse af medlemmer på arbejdsmarkedet.
  6. At bistå medlemmerne ved uoverensstemmelser med arbejdsgivere samt understøtte dem i forbindelse med lovligt varslede konflikter.
  7. At yde støtte til kulturelle og politiske aktiviteter, der fremmer arbejderbevægelsens og medlemmernes interesser.
  8. At udføre et effektivt oplysningsarbejde og virke for tillidsvalgtes og medlemmers uddannelse ved oprettelse af/og støtte til studiekredse og kursusvirksomhed.
  9. At medvirke til oprettelse af faglige klubber på hver enkelt arbejdsplads.
  10. At samarbejde med fagbevægelsens øvrige faglige og politiske organisationer for at sikre medlemmernes og de svage gruppers interesser.
  11. Gennem internationalt arbejde skabe forståelse for arbejds- og levevilkår i andre lande og sammen med Fagligt Fælles Forbund og LO medvirke til, at det frie demokratiske og faglige arbejde bliver styrket og udbygget.
  12. At drive et afdelingskontor-/er med tidssvarende vilkår for medlemmer og medarbejdere.

§ 4 Optagelse af medlemmer
Stk. 1.
LPSF optager som medlemmer lønmodtagere, der er fyldt 18 år, som arbejder på arbejdspladser, der ligger inden for afdelingens område, og som i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse i Fagligt Fælles Forbund. Derudover optages lærlinge og ungarbejdere fra 13 til og med 17 år med forældres eller værges samtykke og i henhold til Fagligt Fælles Forbunds love samt Arbejdsmiljøloven.

Stk. 2.
Unge under 18 år har stemmeret, men er ikke valgbare i forhold til vedtægternes § 10 eller øvrige tillidshverv, når varetagelse forudsætter personlig myndighed.

§ 5 Indmeldelse
Stk. 1.
I forbindelse med indmeldelse udstedes et medlemsbevis, og der udleveres et eksemplar af Fagligt Fælles Forbunds love og LPSFs love.

Stk. 2
Gyldigt medlemsbevis er medlemmets legitimation ved udøvelse af alle faglige formål.

Stk. 3.
Ud over de af Fælles Fagligt Forbund og Fælles Faglig A-kasse pålagte kontingenter, betaler hvert medlem et kontingent til LPSFs drift.

§ 6 Kontingent
Stk. 1.
Bestyrelsen fastsætter LPSFs kontingent. Generalforsamlingen godkender kontingentet som et separat punkt under regnskab.

Stk. 2.
Kontingentet betales månedsvis forud for forudlønnede og bagud for bagudlønnede. Kontingent til Fælles Fagligt Forbund, Fælles Faglig A-kasse og LPSF trækkes, hvor det er muligt, over lønnen.

Stk. 3.
Medlemmerne er pligtige til at betale de af Fælles Fagligt Forbund, Landsorganisationen i Danmark og LPSF pålignede strejkebidrag. For ekstrapåligninger gives ingen restance.

Stk. 4.
For samme tidsrum, som medlemmerne i henhold til Fælles Faglig A-Kasses vedtægter og Fagligt Fælles Forbunds love fritages for at betale kontingent til arbejdsløshedskassen og Fælles Fagligt Forbund, er de også fritaget for at betale kontingent til LPSF.

§ 7 Medlemmernes rettigheder og pligter.
Stk. 1.
Medlemmerne kan deltage i afdelingens generalforsamling og deltage i de medlemsaktiviteter afdelingen eller brancherne arrangerer.
Medlemmerne kan stille forslag om afdelingens forhold eller fremsætte forslag til udtalelser til generalforsamlingen, hvor de vil blive behandlet.
Medlemmerne har ret til at henvende sig til afdelingen og tillidsrepræsentanter.
Medlemmerne har ret til at forelægge deres sager mundtligt eller skriftligt og få besvaret deres henvendelse. Såfremt der ønskes et skriftligt svar, gives det.
Medlemmerne kan henvende sig til 3F, såfremt medlemmet mener at være forkert behandlet.

Stk. 2.
Bopæl og arbejdspladsforandringer skal altid meddeles LPSF. Har manglende meddelelse om forandringer medført forringelse af medlemmernes rettigheder, kan LPSF eller dens bestyrelse ikke gøres ansvarlig for dette.

Stk. 3.
Medlemskab i de af LPSF lovligt anerkendte arbejdspladsklubber er obligatorisk for alle medlemmer, der arbejder på de pågældende arbejdspladser.

Stk. 4.
Medlemmer har pligt til at bidrage med alle de oplysninger, LPSF ønsker belyst omkring overenskomst-, løn- og øvrige arbejdsforhold.

Stk. 5.
Medlemmer har ret til omgående at indberette uoverensstemmelser med arbejdsgiver til tillidsrepræsentanten/LPSF.

Stk. 6.
Medlemmer/tillidsrepræsentanter må ikke arbejde sammen med uorganiserede uden at meddele afdelingen dette snarest.

Stk. 7.
Krav om ændring eller opsigelse af overenskomster skal altid forelægges LPSF til godkendelse og eventuel videre behandling i henhold til Fagligt Fælles Forbund og LPSFs love. Kun Fagligt Fælles Forbund eller LPSF kan indgå/opsige overenskomster for medlemmerne.

Stk. 8.
Arbejdsnedlæggelse må ikke finde sted uden LPSFs samtykke. Medlemmer, der nedlægger arbejdet uden afdelingens samtykke, mister retten til støtte.

Stk. 9.
Medlemmer, der under lockout eller strejke tager arbejde på en konfliktramt arbejdsplads, forinden strejke eller lockout, er erklæret hævet af hovedbestyrelsen, betragtes som ekskluderet af LPSF. Finder LPSF, at det er formålstjenligt at optage en strejkebryder som medlem, kan dette kun ske med hovedbestyrelsens godkendelse. I øvrigt henvises til § 10 stk. 9.

§ 8 Restancer og udtræden
Stk. 1.
Manglende indbetaling af kontingent medfører sletning i henhold til de til enhver tid gældende regler for arbejdsløshedslovgivningen.

Stk. 2.
Ønsker et medlem at udtræde af LPSF, skal ønsket herom fremsættes skriftligt. Ved udtræden af LPSF kan der ikke gøres krav på LPSFs midler.

Stk. 3.
Hvis et medlem er blevet optaget uden at være berettiget til medlemskab, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende, uden at denne har krav på indbetalte penge. I øvrigt henvises til § 10 stk. 9.

§ 9 Overflytninger
Stk. 1.
Medlemmerne kan overgå til en anden afdeling eller til et forbund, når der ikke er restancer.

Stk. 2.
Når et medlem tager arbejde inden for en anden afdelings område, er medlemmet forpligtet til inden 1 måned at framelde sin hidtidige afdeling og lade sig indmelde i den afdeling, hvis område medlemmet arbejder indenfor.

Stk. 3.
Medlemmer der er på efterløn, overgangsydelse eller ledige kan ved ønske om overflytning kun overflyttes til en afdeling, hvor medlemmet har bopæl.

Stk. 4.
Bestyrelsesmedlemmer fritages fra overflytning, til deres valgperiode er udløbet.

Stk. 5.
Opstår der strid om et medlems tilhørsforhold, forelægges spørgsmålet til afgørelse i hovedbestyrelsen i Fagligt Fælles Forbund.

§ 10 Generalforsamling
Stk. 1.
Generalforsamlingen er LPSFs øverste myndighed i alle anliggender og er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

Stk. 2.
Den ordinære generalforsamling afholdes i marts/april.

Stk. 3.
Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer af LPSF. Pensionerede medlemmer, der er kontingentfri, har adgang til generalforsamlingen uden stemmeret. Generalforsamlingen kan vedtage at give gæster adgang.

Stk. 4.
Generalforsamlingen varsles med mindst 5 ugers varsel ved opslag på arbejdspladserne og annoncering i medlemsbladet med angivelse af tid, sted, dagsorden og frist for fremsendelse af indkomne forslag.

Stk. 5.
Forslag og udtalelser, (bortset fra personvalg) som ønskes behandlet af generalforsamlingen, indgives skriftligt af medlemmer med CPR-nr. og navn til bestyrelsen senest 3 uger før den ordinære generalforsamling, hvorefter de udsendes til medlemmerne før generalforsamlingen.

Stk. 6.
Bestyrelsen sørger for betryggende kontrol, således at adgang kun gives jfr. stk. 3.

Stk. 7.
Der udsendes en trykt beretning om LPSFs virksomhed det forløbne år, generalforsamlingsprotokollen, indkomne forslag/udtalelser, evt. kandidater samt regnskab.

Stk. 8.
På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter indgå i dagsordenen:

Stemmeudvalg
Til at varetage den nødvendige funktion vedrørende kontrol, optælling og udlevering/udsendelse af stemmemateriale vælges på den ordinære generalforsamling et stemmeudvalg på 10 personer samt 5 suppleanter.
Stemmeudvalget vælges for 1 år ad gangen og tiltrædes af 2 medlemmer udpeget af LPSFs bestyrelse.
Stemmeudvalget konstituerer selv en formand blandt de generalforsamlingsvalgte medlemmer.
Stemmeudvalget forestår alle valg. Stemmeudvalget står for udsendelse af stemmesedler, forretningsorden for afvikling af valget – herunder antallet af afstemningsdage – samt modtagelse og optælling af stemmer. Herudover forestår stemmeudvalget eventuelt afstemningen i LPSF.

Stk. 9
Generalforsamlingen skal orienteres og behandle beslutninger om medlemmer, der er ekskluderet, jf. § 7 stk. 6 og § 8 stk. 3. Det er forbeholdt LPSFs generalforsamling at ekskludere medlemmer, som har overtrådt LPSFs love.

§ 11 Ekstraordinære generalforsamlinger
Stk. 1.
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes når bestyrelsen eller formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 10 pct. af medlemmerne med CPR.nr. og navn over for bestyrelsen fremsætter skriftligt krav herom med angivelse af dagsorden, der ikke må være i strid med LPSFs og Fagligt Fælles Forbunds love.

Stk. 2.
Ekstraordinær generalforsamling indvarsles inden for senest 30 dage efter modtaget begæring herom.
Såfremt en ekstraordinær generalforsamling skal behandle forslag om ekstraordinært kontingent og lovændringer, skal den indvarsles med mindst 1 uge. Medlemmer, som har underskrevet andragende om indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling, er pligtige til at give møde. Hvis ikke mindst 3/4 af underskriverne giver møde, er bestyrelsen berettiget til at lade sagen udgå af dagsordenen eller til helt at hæve generalforsamlingen.

§ 12 Forretningsorden
Med det formål at søge LPSFs generalforsamling afviklet på en måde, der både giver en tilfredsstillende saglig behandling af dagsordenen og bevirker, at en generalforsamling ikke trækkes unødig ud, er følgende regler gældende:

Formanden - eller i dennes fravær 1 fra bestyrelsen udpeget person - forestår valg af dirigenter.

Generalforsamlingen vælger 2 dirigenter ved håndsoprækning.
Dirigenterne skal lede generalforsamlingen upartisk. Hvis den ledende dirigent ønsker ordet til en sag på dagsordenen, overtager den anden dirigent mødeledelsen. Dirigenterne skal retlede talerne og fremkomme med oplysende og vejledende bemærkninger til mødets afvikling.
Dirigenterne skal give talerne ordet i den rækkefølge, de er indtegnede. Uden for talerlisten kan formanden/bestyrelsens ordfører, ligesom forslagsstilleren forlange ordet som sidste taler.
Af hensyn hertil er taletiden begrænset til 10 minutter og følgende indlæg til 5 minutter. Ingen kan begære ordet mere end 3 gange til samme punkt på dagsordenen. Dirigenterne kan stille forslag om yderligere begrænsning af taletiden samt stille forslag om afslutning af debatten med de indtegnede talere.
Forinden dirigenterne sætter forslag om afslutning under afstemning, oplyser de, hvor mange talere der er indtegnet og spørger, om der er flere, der ønsker at komme på listen. Såfremt nogle af de indtegnede talere ønsker at stille forslag eller ændringsforslag, skal disse indleveres til dirigenterne, der oplæser dem, inden de lader foretage afstemning om afslutning.
Alle forslag skal stilles fra talerstolen og indleveres skriftligt til dirigenterne med forslagsstillerens navn. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
Afstemning om forslag skal i almindelighed foregå ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning skal finde sted, når bestyrelsen forlanger det, eller når 1/4 af de fremmødte vedtager det ved håndsoprækning.
Personvalg skal, hvor vedtægterne ikke angiver anden procedure, ske ved skriftlig afstemning på generalforsamlingen og afgøres ved simpel stemmeflerhed.
Til alle valg kan der ikke ske nyvalg, såfremt den opstillede ikke er til stede.
Ved genvalg kan dette ske, hvis der foreligger en skriftlig tilkendegivelse om genopstilling.
Vedtagne forslag og valg er gyldige fra generalforsamlingens afslutning. Hvis et forslag skal træde i kraft fra vedtagelsestidspunktet, skal dette fremgå af generalforsamlingsindkaldelsens dagsorden.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer med flere skal dirigenterne efterlyse kandidater, derunder også oplyse, hvem af de afgående der modtager genvalg.
Dirigenterne er pligtige at fratage en taler ordet, hvis denne ikke holder sig til det foreliggende punkt.
Hvis et medlem har bedt om ordet til forretningsordenen, skal medlemmet holde sig til denne. Gør medlemmet ikke det, skal dirigenterne fratage medlemmet ordet.

§ 13 Kongres og Delegeretmøde
Delegerede og suppleanter til Fagligt Fælles Forbunds kongres og Faglig Fælles A-kasses delegeretmøde vælges på en ordinær/ekstraordinær generalforsamling. Ud af LPSFs delegerede indgår daglig ledelse. Bestyrelsen sørger for at offentliggøre kandidater til valg.

§ 14 Bestyrelsen
Stk. 1
Afdelingens bestyrelse vælges for 2 år og består af 20 medlemmer: Formand, næstformand, den økonomisk ansvarlige, A-kasse leder, afdelingssekretær (daglig ledelse) samt 15 bestyrelsesmedlemmer. Af de 15 bestyrelsespladser har Havnearbejdernes Brancheklub indstillingsret til 1 bestyrelsesmedlem. Hvis Havnearbejdernes Brancheklub indstiller mere end 1 kandidat, gælder valgproceduren for disse opstillede kandidater som beskrevet i § 14 stk. 3 og 4. Af de 15 bestyrelsespladser er LPFSs faglige sekretærer valgbare til de 2. Herudover vælges 2 suppleanter.

Valgbare er alle medlemmer over 18 år, som er stemmeberettigede på generalforsamlingen.

De 12 bestyrelsesmedlemmer må ikke være ansatte i afdelingen.

Stk. 2
A-kassebestyrelsen er til enhver tid sammenfaldende med LPSFs bestyrelse, bortset fra de afdelingsbestyrelsesmedlemmer der som tjenestemænd/ tidligere tjenestemænd er medlemmer af STA (Statsansattes A-kasse).

Stk. 3 - Valg
I lige år vælges formanden, A-kasse lederen, afdelingssekretæren samt 7 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de faglige sekretærer er valgbare til 1. Derudover vælges 1 suppleant.

I ulige år vælges næstformanden, den økonomisk ansvarlige samt 8 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de faglige sekretærer er valgbare til 1 og Havnearbejdernes Brancheklub er valgbare til 1. Derudover vælges 1 suppleant.

Det tilstræbes, at bestyrelsen er så bredt sammensat som muligt ud fra de faglige og geografiske områder, som afdelingen dækker.

Opstilling af kandidater og valg sker på den ordinære generalforsamling.

For hver bestyrelsesplads afholdes der urafstemning, hvis der er mere end 1 kandidat.

Stk. 4
Et bestyrelsesmedlem som ønsker at opstille til en anden bestyrelsespost, skal afgive sin oprindelige bestyrelsespost, der i givet tilfælde skal medtages ved opstilling af kandidater til bestyrelsen. Denne regel gælder dog ikke, hvis der er ledige bestyrelsesposter.

Hvis et eller flere bestyrelsesmedlemmer stiller op som kandidat til en ledig post i daglig ledelse, eller et bestyrelsesmedlem og et på generalforsamlingen opstillet medlem stiller op til en ledig post i daglig ledelse, skal disse valg afklares ved urafstemning. Efterfølgende indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med det formål at foretage opstilling og valg til den/de ledige poster.

Et medlem kan kun opstille til én bestyrelsesplads.

Stk. 5
Urafstemningen skal være påbegyndt senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse og afsluttet senest 7 dage herefter. Tidspunktet for afstemningen fastlægges af afdelingsbestyrelsen

Valget foregår pr. brev. Arbejdspladsafstemninger kan foregå.

Stk. 6
Suppleanter vælges på særskilte lister og skal prioriteres.

Suppleanter der indtræder i bestyrelsen, skal have afprøvet deres mandat ved den førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 7
Medlemmer af bestyrelsen afgår senest med udgangen af den måned, hvor de i henhold til gældende lovgivning er berettiget til at oppebære folkepension.

§ 15 Bestyrelsens bemyndigelse og repræsentation
Stk. 1a.
Bestyrelsen afholder alle med LPSFs drift forbundne udgifter og er bemyndiget til at disponere således, at LPSFs midler anbringes på forsvarlig måde ved placering i værdipapirer.

Stk. 1b
Bestyrelsen skal godkende en forretningsgang for LPSFs daglige økonomiske anliggender.

Stk. 1c.
LPSF tegnes af formanden, næstformanden og den økonomisk ansvarlige, altid to i forening, som kan forpligte LPSF i forhold til den daglige drift.

Ved overførsel/betaling til den daglige drift kan formand, næstformand eller den økonomisk ansvarlige godkende transaktioner, når disse er forberedt af en af bestyrelsen godkendt medarbejder, og der er meddelt underskriftsberettigelse på vedkommende til bank/giro.

Stk. 1d.
Ved køb, salg eller belåning af fast ejendom kræves underskrift fra den beslutningsdygtige bestyrelse og fremlæggelse på generalforsamlingen.

Pantsætning af fast ejendom kan kun ske efter beslutning i bestyrelsen.

Bestyrelsen kan meddele prokura til underskrift jævnfør paragraf 15 stk. 1 c.

Stk. 1e.
Bestyrelsen er forpligtet til at holde LPSFs midler og ejendomme behørigt forsikret.

Stk. 1f.
Ved dispositioner (køb, salg eller belåning) vedrørende LPSFs anparter i ”Ejendomsanpartsselskabet LPSF” CVR-nr. 28685955 kræves underskrifter fra den beslutningsdygtige bestyrelse. Det er ligeledes bestyrelsen, der udøver stemmeretten over anparterne i forbindelse med generalforsamlingen i ”Ejendomsanpartsselskabet LPSF”. Stemmeretten udøves samlet for alle anparterne af den beslutningsdygtige bestyrelse.
I relation til valg af direktionsmedlemmer i anpartsselskabet skal bestyrelsen udøve sin indflydelse sådan, at der er personsammenfald mellem de 3 direktionsmedlemmer i selskabet og henholdsvis formand, næstformand og den økonomiske ansvarlige i LPSF.

Stk. 2.
Faglige sekretærer varetager og tegner de overenskomstområder eller andre områder, som bestyrelsen bemyndiger den enkelte faglige sekretær til.

Stk. 2 a.
Ved ansættelse af faglige sekretærer skal bestyrelsen sikre, at der sker en varsling om, at bestyrelsen agter at ansætte en faglig sekretær inden for det arbejdsområde, som bestyrelsen har defineret.

Varslingen skal ske overfor medlemmer/klubber/brancheklubber, således at de inden for et bestemt angivet tidspunkt overfor bestyrelsen skal angive, hvem de eventuelt vil anbefale som faglig sekretær. Eventuel indstilling til bestyrelsen om ansættelse af faglig sekretær skal begrundes.

Stk. 2 b.
Bestyrelsen har ansættelseskompetencen.

Bestyrelsen skal delagtiggøre overfor medlemmerne, om bestyrelsen har fundet en person/personer, som de finder egnede til faglig sekretær.

Bestyrelsen kan bruge medlemsbladet, tillidsrepræsentantudsendelser eller medlemsmøder til at informere om ansættelser.

Stk. 2 c.
Bestyrelsen skal drage omsorg for, at varslingsperioden er af en passende længde under hensyntagen til organisationens funktion.

Stk. 3
Bestyrelsen ansætter/afskediger fornødent personale efter indstilling fra daglig ledelse.

Stk. 3 a.
Ansatte afgår senest med udgangen af den måned, hvor de i henhold til gældende lovgivning er berettiget til at oppebære folkepension.

Stk. 4
Bestyrelsen fastsætter, inden for rammer godkendt af generalforsamlingen, løn- og ansættelsesforhold for ansatte og valgte aflønnet af afdelingen.

Stk. 5.
Bestyrelsen fastsætter, inden for rammer godkendt af generalforsamlingen, nærmere vilkår for udbetaling af mødegodtgørelse, arbejdstab og kursusgodtgørelse.

Stk. 6
Bestyrelsen varetager LPSFs samlede interesser i overensstemmelse med Fagligt Fælles Forbund, Fælles Faglig A-Kasse og LPSFs love samt generalforsamlingens beslutninger. Under hensyn til Fagligt Fælles Forbunds love og LPFSs love fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.

Stk. 6a.
Formanden er den korresponderende, og skal til enhver tid varetage afdelingens interesser.

Stk. 6 b.
Udebliver et bestyrelsesmedlem 2 på hinanden følgende gange eller 3 gange i en valgperiode uden lovligt forfald, udgår vedkommende af bestyrelsen, og suppleanten indtræder.

Stk. 6c
Ved hvert bestyrelsesmøde skal føres et referat. Det skal tilføres referatet, hvilke bestyrelsesmedlemmer der udebliver fra møderne. Bestyrelsen udpeger en referent.

Stk. 7.
I tilfælde af misligheder over for LPSF kan bestyrelsen straks, ved simpel stemmeflerhed, suspendere formand, næstformand eller den økonomisk ansvarlige, hvorefter sagen snarest skal forelægges en generalforsamling til afgørelse.

Stk. 8.
Dispositionsfonden, der administreres af bestyrelsen, finansieres af det til enhver tid på generalforsamlingen vedtagne beløb, som kan overføres fra kontingentet med et beløb efter bestyrelsens beslutning. Fondens regnskab indgår selvstændigt som afdelingens øvrige regnskab i form af en note.

Stk. 9.
Bestyrelsen nedsætter udvalg efter behov.

§ 16 Regnskab
Stk. 1.
Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2.
LPSFs økonomiske ansvarlige fører regnskabet nøjagtigt og oplysende med angivelse af samtlige indtægter og udgifter.

Stk. 3.
Den økonomisk ansvarlige er pligtig til på forlangende af formanden, bestyrelsen eller revisorerne til enhver tid at redegøre fuldstændig for regnskabet.

Stk. 4.
Kontante midler, ud over hvad der er nødvendigt til den daglige drift, indsættes i et pengeinstitut, fortrinsvis i Arbejdernes Landsbank, i LPSFs navn og efter bestyrelsens anvisning.

Stk. 5.
Den økonomisk ansvarlige er ansvarlig for, at kontingentafregning sker rettidigt samt at afdelingens forpligtelser overholdes over for Fagligt Fælles Forbund og tredjemand.

Stk. 6.
Den økonomisk ansvarlige forelægger månedsbalance og budget for bestyrelsen ved hvert ordinært bestyrelsesmøde Endvidere forelægges der på de ordinære generalforsamlinger et revideret regnskab til godkendelse.

Stk. 7.
Den økonomiske ansvarlige for LPSF og Ejendomsanpartsselskabet LPSF, må ikke være kasserer eller økonomisk ansvarlig for andre foreninger eller selskaber.

§ 17 Revision
Stk. 1.
På den ordinære generalforsamling vælges 1 statsautoriseret revisor, der reviderer årsregnskabet i overensstemmelse med god revisionsskik, foretager en gennemgang af LPSFs regnskabsmateriale og dens forhold i øvrigt, samt påtegner årsregnskabet med oplysning om stedfunden revision og eventuelle bemærkninger.

Stk. 2.
Afdelingen indgår en skriftlig samarbejdsaftale med den statsautoriserede revisor.

Stk. 3.
Herudover vælger generalforsamlingen 2 bilagskontrollanter samt 2 suppleanter, hvoraf halvdelen er på valg på lige årstal, og den anden halvdel på ulige årstal. Bilagskontrollanter og deres suppleanter må ikke være medlemmer af LPSFs bestyrelse eller ansat i LPSF.

Stk. 4.
Bestyrelsen udarbejder en instruks for bilagskontrollanterne som godkendes af generalforsamlingen. Bilagskontrollanterne udfører kontrol af LPSFs økonomiske dispositioner vedrørende driften, fonde og ejendom. Bilagskontrollanterne har ret til at komme med forslag og henstillinger til bestyrelsen.

Stk. 5.
Bilagskontrollanterne skal gøre sig bekendt med bestyrelsens udførelse af deres hverv, bl.a. ved kritisk kontrol af udgiftsbilag, og skal på den ordinære generalforsamling fremlægge en rapport over det udførte arbejde. Bilagskontrollanterne kan altid kræve det nødvendige materiale forelagt herunder bestyrelsens referater.

Stk. 6.
Bilagskontrollanterne skal udarbejde en revisionsprotokol. Revisionsprotokollen skal forelægges på førstkommende bestyrelsesmøde efter revisionen samt på den ordinære generalforsamling.

Stk. 7.
Aflønningen til bilagskontrollanterne fastlægges af bestyrelsen.

§ 18 Fanen.
Fanen repræsenterer afdelingen ved medlemmers begravelse, når nærmeste pårørende fremsætter ønske herom, samt ved enhver lejlighed bestyrelsen måtte finde passende såvel indenfor som udenfor afdelingens rammer.

Der vælges 2 fanebærere og 2 suppleanter på den ordinære generalforsamling.

§ 19 Særskilte bestemmelser
Generalforsamlingsudvalg.

Følgende udvalg vælges på generalforsamlingen:

Samtlige udvalg består af 9 medlemmer, hvoraf 3 udpeges af bestyrelsen og 6 vælges på generalforsamlingen. Udvalgenes opgaver er at udarbejde forslag, der fremsendes til bestyrelsen til evt. godkendelse.
Udvalgene udpeger selv sine formænd, som kun kan være et bestyrelsesmedlem, undtaget herfra er ungdoms- og lærlingeudvalget, der konstituerer sig selv og vælger en formand blandt de 9 medlemmer. Denne formand er tilforordnet i bestyrelsen.
Mindst 7 medlemmer af ungdoms- og lærlingeudvalget skal være under 30 år.
Det tilstræbes at hvert medlem kun sidder i et udvalg.

Arbejdslederudvalg (Post Danmark).
Arbejdslederudvalget består af en repræsentant for arbejdsledere og specialister for hver fællestillidsrepræsentants faglige område samt op til 3 medlemmer udpeget af bestyrelsen. Udvalget refererer til bestyrelsen.

Brancher
Medlemmer på virksomheder i beslægtede brancher kan oprette brancheklubber. Brancheklubber og disses vedtægter skal godkendes af LPSFs bestyrelse

Brancheårsmøde
LPSF afholder et årligt tillidsmandsmøde med repræsentanter for alle brancher i 2. halvår. Brancheårsmødet afgiver indstilling til bestyrelsen vedrørende fastsættelse af budget og kontingent.

Arbejdspladsklubber
Klubberne afholder ordinær generalforsamling mindst 1 gang årligt.
I hver klub vælges en kasserer for klubben.
Klubben fastsætter egne love og forretningsorden inden for rammerne af LPSFs love.

Områderepræsentantskab
LPSF kan indkalde til områderepræsentantskabsmøde (Post Danmark) med deltagelse af alle tillidsrepræsentanter i en fællesklub inden for et postområde, postcenter eller specialkontor m.v.

Tillidsrepræsentanter/Repræsentanter på arbejdspladsen
LPSF skal sikre, at overenskomsternes tillidsmandsregler bruges.

LPSF meddeler arbejdspladserne, hvornår der skal afholdes valg.

Det påhviler arbejdspladsen at anmelde valget til afdelingen hurtigst muligt.

Det påhviler LPSF at anmelde valg til arbejdsgiver/arbejdsgiverorganisationer.

LPSF skal oprette en tillidsrepræsentantfortegnelse ud fra medlemskartoteket.

Seniorer
Der oprettes en Seniorklub/efterløns og pensionistklub for afgåede pensionister, efterlønsmodtagere og veteraner.

§ 20 Afdelingens ophør.
Stk. 1.
LPSF kan ikke opløses, så længe det består af 15 medlemmer. Midlerne kan ikke deles, men skal ved LPSFs ophør tilfalde et af generalforsamlingen vedtaget formål.

Stk. 2.
Sammenlægning med en anden afdeling kan kun ske efter en generalforsamlingsbeslutning.

§ 21 Ikrafttræden og gyldighed.
Hvis det skulle vise sig, at der skulle være uoverensstemmelser mellem LPSFs og 3F´s love, da er de sidste gældende.

Ændring af love kræver et kvalificeret flertal på 2/3 af de afgivne stemmer på generalforsamlingen for at være gyldig.


Disse love er godkendt på LPSFs ordinære generalforsamling d. 17. april 2005.
Godkendt med ændringer på LPSFs ordinære generalforsamling d. 20. april 2009